Lidt Pænt om foråret
På Københavns Vold Store Bededags Aften ved Studenterforeningens forårsfest

DET er tradition, at ,studenterne og borgerne" Store Bededags Aften mødes på volden og lisom indvier foråret, vandrer omkring og træffer gamle bekendte og gør nye bekendtskaber og derefter går hjem sammen og drikker tevand og spiser varme hveder - som det hedder.
Vi er her for at byde foråret velkommen, og det hører med, at der siges noget pænt om det.

Emnet har været behandlet før. Foråret behøver ingen præsentation. Når De ser det eller mærker det, så kender De det, Hvis ikke vil ingen signalement, man kunne gi Dem, gøre det muligt for Dern at identificere det.

Det er i et aftenligt, varmt, stærkt lys på en skorsten meget tidligt på året; i noget nyt og lydt i rummet. hvor stemmer høres langt: i dufte som tøer ud af vintertræer og marker; og pludselig i en lille sulten og tryg glæde indeni En. Så er det minsandten også dær, foråret.

Foråret - det er disse små sarte spirer, véd De nok, som kommer op af jorden, og som ikke lar sig standse af. om man har lagt asfalt over, men bryder igennem den og fortsætter, og som vælter en mur, når de vil.

Foråret er naturligvis en virkning af det heldige faktum, at jordens akse står på sned i forhold til vores bane omkring solen, og nærmere
Ekvator savner vi nordboer det udprægede årstidsskifte, vi er vant til. Men en periodisk omskiften med året er reglen overalt på jorden og forresten også det almindelige på andre planeter.

Det betyder bare en periodicitet i livets udfoldelse. Livet er materialet, og det vi hilser i foråret hos os er en bølge af det, en opblussen af liv ved frodigere livsvilkårs genkomst. Vi skal være glade for dén skævhed i jordaksen og dén skiften af livsvilkårene. Uden dén kunne vi gå gennem livet uden at bemærke det. Nu rystes vi lidt som på en rutsjebane og får lejlighed til at mærke, at vi lever, fordi vi og livet omkring os lever forskelligt intenst.

En professor ved Københavns Universitet skrev for nyligt til mig: Jeg har lagt mærke til, at De er mere glad, når det går opad, end De er ked af det, når det går nedad. Æhbæh! Dær havde han fanget mig. mente han, i at snyde i regnskabet. Det såe ligefrem ud til, at jeg var grebet i en let påviselig uberettiget optimisme.

Men optimisme kan betyde to ting. For det første: godtroenhed, dét altid at tro det bedste. Og det skal man jo faktisk ikke. For det er ikke altid det bedste at tro dét. Men for det andet: det at næfte sig mere ved det nositive end ved det necrative at samle på dét. Og det er noget sub,jektivt og valgfrit, en specialisering. Det er i virkeligheden en sorteringsproces, som er fundamental for livet d v. s. for det levende.

Livet indtar en særstilling i universet. Mens energien i almindeliglied synes at rasle nedad bakke mod en jævn blandingstilstand, varmedøden, som det kaldes, så synes det levende ligefrem at være karakteriseret ved at det samler på kontraster, på forskelle i energivandstand, prægnans, organisation.
Vi er en proces, der tar hvad vi kan bruge. Hvorfor skulle vi ikke det? At samle på det bedste er noget helt andet end at mene, at alt er godt. Det må ikke forvexles med en kompliment til verden som helhed. Lad os være beskedne og nøjes med at rose os selv.
I et par hundrede millioner år har på denne klode et primitivt urliv, en grød af tusindbenformede, store organiske molekyler, praktiseret denne subjektive, aktive optimisme og har som en af frugterne af den sluttet sig sammen i ganske små samarbejdende grupper og knyttet til sig enklere molekyler og dannet celler, og derefter har cellerne og flercellede organismer overtaget interessen og selektiviteten for det der var fremmende for livets proces. I en milliard år, tusind millioner, har livet fulgt årets cyclus på denne skævaksede planet og udfoldet sinaktive optimisme eller optimistiske aktivitet: hæltet sig mere ved det positive end ved det negative, eller hæftet det mere til sig, hægtet sin vogn til alt hvad der kunne befordre det. Og i dette dyb af tid, mellem muligheder og blinde experimenter og blindveje i antal, man næppe forestiller sig, har vi krydset frem mod vinden. og dét, som kunne leve, har levet
Undrer det nogen, at vi befinder os i et univers hvor livet er muligt, og at vi er født på beboet klode? Eller at det er det livsduelige somhar levet videre? Det som har været besat af den aktive optimisme at samle på det positive.
Det er ikke i kurs at være optimist. Eller rettere: det er på mode at sige, at man ikke er det. Det er et træk i tiden eller rettere i øjeblikket, i dette momentane glimt af tid i forhold til livets varighed i den større biologiske skala. Hvad er i det hele taget tiden? Livet har ingen hastværk. I virkeligheden kan tiden kun bruges til at koge Eeg efter.
Men for tiden skal livspessimismen bæres lang og dobbeltradet med pressefolder for og bag. Og hvis man kan sno sig så snildt, at man både lever og ikke sætter noget ind på livet, endelig ikke gør sig solidarisk med noget positivt, så har det naturligvis store strategiske fordele.
Den står stærkt som er væltet.
Der er en konkurrence i gang i negativitet under maske af realitetssans, men i realiteten en tæren på reserver. som livet har samlet, en holden frihjul ned ad bakke for eget lille vedkommende.
Man kan være slået ned, man kan være sønderknust, man kan være udryddet. Men de som indtar den attitude, at de er skuffede af livet -vær sikker på, at det er livet der er skuffet af dem.
Det kan ikke bevises, det er slet ikke noget objektivt spørgsmål, det er en subjektiv vurderingssag: om livet er værd at leve. Og det siger noget om En selv, og ikke om livet, hvis man har den indstilling, at det ikke er det.
Der var engang en præst, som spurgte en konfirmandinde om hvad der var den første betingelse for at få syndsforladelse.
Og istedet for at svare som forventet: At man angrer! så gik det rødmende unge liv til roden og svarede: At man synder.
I samme ånd kan man spørge: Hvad er den første betingelse for, at livet gir En noget man bryder sig om? Og svare: At man bryder sig om noget.
Det er ofte dét. der mangler, når folk aldrig får noget, de bryder sig om, ud af livet.
Sandt nok: det er også farligt. For: at bryde sig om noget er også forudsætningen for, at man kan stå dær og ikke nå det og ha bekendt sit ønske og måtte erkende, at man ikke fik det opfyldt. Men det er ikke løsningen at la vær at ønske noget, jeg mener at la vær at virkelig ville noget. Bare at gerne ville det, hvis man kan få det forærende, er ikke nok. Så spiller man ikke med.
Det. foråret kan lære dig, er: Du skal forelske dig!
Også dét er en selvfølgelighed lisom alt andet, der kan siges om foråret, men en selvfølgelighed. der tåler at uddybes. Foråret mener: Du skal forelske dig mere, Og ikke overfladisk men grundigt. Ikke i den ånd. at du prøver bare at få uden at gi, men sådan at noget er noget værd for dig.
Det er et farligt foretagende. for det bringer dig ud af din usårbarhec~ som tilskuer til livet, ud som parthaver i det. Og livet er livsfarligt. Det er til gengaeld det eneste som er det.
Det er usikkert at alliere sig med noget, så Ens skæbne er solidarisk med det- Man kan brænde sig. Men tænker man sig ved sit livs ende at overlevere en skaber en så godt som ubrugt sjæl? Og tænker man sig en skaber, som vil påskønne det?
Det er sikkert at sidde som tilskuer og gå udenom livet. Det er nemlig døden; men så er man da sikker på dét. Hvad vil folk med evigheden? Det eneste, den har forud for endeligheden, er. at man kan blive ved at udskyde livet og dog narre sig selv til at tro. at man ikke definitivt går udenom det. Mon ikke meget af evighedens popularitet kommer af. at den lægger et plaster på smerten ved aldrig at leve nu.
Ingen flugt fra livet er billigere eller populærere end flugten ind i en vel tillukket bås, arbejdsmæssigt, nationalt. politisk, livsfilosofisk. Når min, livsindstilling er rigtig, må andre livsformer være uberettigede, vaere Satans værk, deklarérer man. Det har ikke bare den fordel, at det hæver En over andre, det undsiger
også livet. for det fornægter mangfoldigheden.
En at studenternes tidligere Store Bededags-talere var Dwight Eisenhower. - Dét, jeg husker af hans tale, er, at han udstyrede visse modstandere med adjektivet gudløse som et stempel af absolut fordømmelse. Dét, som ligger mig på hjerte, er ingenlunde at forsvare det modsatte standpunkt. men at anholde den énsidighed, det er at tale, somom gode egenskaber fulgte med at tillaegge ordet gud en mening og dårlige med at ikke gøre det Ofte har de to verbale holdninger dækket over samme indstilling. Og alt for ofte har dét ord dækket ovet de rene rævestreger
Men det er en menneskelig svaghed at tro, at overbalance til Ens egen side er en særlig fin form for balance,
Det er ofte ikke spørgsmålet om Ens egen smag eller den vej man nu tilfældigvis selv går, men om en forståelse at disse tings subjektive karakter, af en relativisering al' op-ogned, sådan som vi har akcepteret den og øvet os i at forstå den i den fysiske verden lige siden vi akcepterede Jordens kugleform.
Foråret er et let men også et stort og tungt emne. Det spænder som selve det menneskelige spektrum fra den umiddelbare stemning af inedleven til forståelsen af tingenes perspektiv.
Jeg har en særlig mulighed for at se på Danmark med nye øjne, for jeg er gift med et stykke Lapland, og det sir: Dær oppe blir det lyst ér, gang om året og mørkt én gang - så hvad har folk at være glade for! Men her i Danmark blir det sommer flere gange om vinteren og sommetider vinter flere gange om dagen om sommeren - så her har man rig lejlighed til at blive glad.
Underforstået altså: hvis man har mere evne til at blive glad end ked.
Om få dage vil foråret vaere over os i hele sin fylde, og vi vil glæde os mere ved dets ankomst end vi vil begræde dets bortgang, og vi vil gøre det med berettigelse i selve livets aktive, selektive optimisme.
Vi vil føle, igen, at det angår os. at livet blomstrer omkring os, og med rette, for vi hører sammen med livet omkring os; en skarp adskillelse kan ikke gennemføres og skal ikke tas bogstaveligt.
Skovene vil skumme lysegrønt over hele vores bakkede, fligede land, og inde i deres rum vil der være som i et lyst, svalt havdyb. Bare sådan en stor bøgegren, der springer ud derinde og står som en dansende fejende stjernetåge, er som et billede af selve lykken.
Også menneskene vil springe ud. Også vi vil føle i visse øjeblikke, at vi er del af foråret, både det nære og flygtige og det der går i bølger gennem årmillionerne.
Livet er nyt, ikke bare i dette øjeblik. midt i dette forår, men i disse årtusinder, hvor den tid, vi har bag os, er som den aller første barndom i sammenligning med det dyb af tid livet har mulighed for at leve på denne kugle.
Der vil komme en tid da vi, og det med rette, kun vil blive betragtet som halvmennesker, ufuldkomne skitser til mennesker som skal komme - og som det sikkert ville ryste os liså meget at møde som vores første menneskelignende forfædre.
Lad det ikke kunne siges om os, at vi ikke stræbte ud over vores begrænsning!
Lad os byde foråret velkommen. Det er en smuk skik at gøre det netop her fra byens volde, som engang var dens grænse, en snæver horisont som vi er voxet udover, og som vi har indlemmet som en grøn år-ring i vores levende by.
PIET HEIN

Teknoti og kultisme
Jeg vil gerne på dette værdige sted tale om noget væsentligt, d.v.s. noget som er væsentligt for mig, en sammenhæng som har slået mig som noget vigtigt og centralt menneskeligt på min snoede vej gennem forskellige menneskelige områder - en vej som forekommer mig selv som snorlige.

I 1957 oppfordrede en arbejdsgruppe inden for Akademiet for de Tekniske Videnskaber, kaldet Yngre Forskere, mig til at indlede en serie foredrag, som endnu løber, og som skulle tjene til kontakt mellem de forskellige videnskabelige og tekniske del-områder. Foredraget skulle danne den videst mulige baggrund for problemerne, og jeg kaldte det Det tvær-tekniske og det tvær-menneskelige. Man tænker bedst, når man har talt. Jeg har siden holdt det, med forandringer, i Domus Medica, på Atominstituttet og i PEN-klubben og lignende steder i Sverige, og de diskussioner, det foranledigede med videnskabsmænd, teknikere, læger og forfattere, viste mig, i hvor høj grad og på hvilke måder disse problemer er aktuelle for de forskellige, og udviklede og tilsleb hovedtanken for mig.

Den fremsættes her i den form, som den derved fik.

Man gjorde mig under disse diskussioner opmærksorn på C. P. Snows i 1959 udkomne «The Two Cultures and the Scientific Revolution», som beskæftiger sig med samme kløvning i vor indstilling men næsten udelukkende fra et undervisnings- organisatorisk synspunkt, mens det jeg søger at fastholde er noget fundamentalere: kløvningen i vor indstilling, som tillader en kløvning i undervisningen, og som er det primære - det punkt hvor en forståelse og ændring må gribe ind.

Jeg er også opmærksom på José Ortega y Gassets kommentarer til specialiseringen i hans bog «Massernes Oprør», kapitlet «Specialiseringens Barbari», som dog ser sagen udelukkende fra den humanistisk-kulturelle ikke videnskabeligt-tekniske side, og som ikke anviser nogen vej tid af misæren.

Det umærkelige og selvfølgelige ...
Der kom engang en ung, udenlandsk videnskabsmand og forelae Niels Bohr en afhandling han havde skrevet. Niels Bohr læste den og gav den tilbage til ham med mange komplimenter og sluttede med at sige:
- «Det er ikke for at kritisere; men kunne det ikke være, at det var rent vås?»

..... Det er et frugtbart synspunkt at anlægge på alting, især det mest selvfølgeligt akcepterede og stilltiende underforståede.
Den vildeste teori, det er dog den at gå ud fra, at tingene er som vi er vant til at tro. Netop de vigtigste og mest nærliggende træk i vor omverden bemærker vi ikke.

Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: mennesket snubler over småsten, ikke over bjærge.
Eller med en lignelse fra fysikken: Atmosfæren trykker på hver kvadratcentimeter af os med et tryk på et kilogram. Men vi mærker det ikke, fordi trykket er tilvant og allestedsnærværende.
På lignende måde med det kulturelle tryk. Det vi er vant til, det som er overalt, opfatter vi som ingenting, som selvfølgeligt, som noget der er normalt og ikke kan være anderledes.

Der går en dyb kløft midt gennem vor verden, midt gennem mennesket selv, men vi ser den ikke og gør ikke noget ved den, for sådan tror vi nu engang en normal verden må se ud.
Det er kløften mellem de to indstillinger, som man passende kan betegne med ordene: Teknoti og Kultisme - mellem de to slags halvmennesker: teknoterne og kultisterne.

Det er et emne med mange væsentlige menneskelige knudepunkter i. Lad os begynde i et tørt akademisk hjørne af det.

Det er her bare muligt at forfølge en enkelt hovedlinie gennem emnet. jeg pretenderer ikke, at det blir andet end selvfølgeligheder, men selvfølgeligheder som trækker op en upå-agtet sammenhæng.

Den vidtgående specialisering i vor tid er så velkendt, at man nødigt omtaler den. Man regner fænomenet for selvfølgeligt og uundgåeligt og forbigår det i tavshed. Som med så mange andre fænomener: Det overses - ikke fordi det er så lille, men fordi det er så stort. Det glider ind i den uhyggelige stald, vi holder os, af spøgelsesproblemer af den slags, som man kan kalde: upåagtede selvfølgeligheder.
Og det er ilde, For i vor tids kultur er ord en stor del af tingenes realitet - i visse tilfælde det hele! - i hvert fald er problemer uden omtale ikkeexisterende, hvad angår vores chance for at behandle dem, men ofte højst reale i deres konsekvenser for os.
Når jeg giver mig ind på det unævnelige og trivielle emne, er det for at pege på en side, jeg mener, det kan angribes fra.


Specialiseringens fem årsager.
Er specialisering, i den nuværende grad, nødvendig?
Rimeligvis! Alene på grund af det omfang den menneskelige viden og kunnen er voxet til.
Det er vel dette faktum, som ofte identificeres med: at der ikke er noget at gøre.
Men dét er jo noget helt andet.
For: én ting er graden, en anden er den form specialiseringen tar.
Mit grundlag er altså at jeg anerkender nødvendigheden af vor tids høje grad af specialisering.
Ingen tror fastere på naturlovene end tryllekunstneren. For han har prøvet, så at sige på sin egen krop, hvor vanskeligt det er, ja ikke engang at bryde dem, men bare at få det til at se ud, som om man brød dem.
Og ingen tror fastere på specialiseringens nødvendighed end den, der, som jeg, har prøvet at gå på tværs af skillelinjerne mellem forskellige delområder, endda skillelinjen mellem de to hovedområder, det naturvidenskabelige og det litterære.
Hvad er en specialist? Ja, hvad er en kanon? En kanon er noget, som ikke kan skyde i de fleste retninger. Dét er det fundamentale. Det er derfor, den kan skyde i den ene retning.
Men udover den dybtliggende og saglige tvang til specialisering får man at mærke en hel mængde andre kræfter af usaglig og konventionel art, som søger at tvinge En til specialisering i en anden betydning, nemlig til at holde sig inden for de vante rammer: til at passe i skuffesystemet. Det er meget stærke kræfter. Man må ikke existere som en levende dementi af nødvendigheden af den menneskelige ånds sønderfald i mosaiksten.
Jeg tror derimod ikke, det er nødvendigt, at specialiseringen har en sådan form som nu - så specialister er fagidioter på deres eget område og rigtige idioter udenfor.

1. Vi kan altså slå fast, at en af grundene til specialisering er den nødvendige, som ligger i områdets omfang. Men man er ikke forpligtet til at være så godtroende at tage det for givet, at der ikke er andre grunde, som måske er mindre tvingende og respektable.
Der fremstilles som bekendt små harmonikaer og større harmonikaer og helt store harmonikaer, som der skal et menneskes hele spændvidde fra hånd til hånd til at spænde ud. Men i det øjeblik man ville fremstille en harmonika så lang, at den ikke kunne strækkes ud af et enkelt menneske, ville man være klar over, at der opstår et helt nyt problem. Det er jo det, der er sket med det menneskelige spektrum -altså bortset fra, at man ikke er blevet helt klar over det eller har taget konsekvensen. Det intime og krævende super-individuelle saglige arbejde, som dén situation kræver, er i virkeligheden dannelsen af en hensigtsmæssig overmenneskelig enhed.
Det er et udviklingstrin, som kan sammenlignes med, hvad der skete, da store molekyler slog sig sammen til celler, eller da celler slog sig sammen til flercellede individer. Der er ingen grund til á priori at vente, at de enkelte elementer trækker i retninger, som er i helhedens interesse.

2. Lad os ta videnskaben som exempel. Der ser vi strax endnu en impuls til specialisering, nemlig den i sig selv prisværdige tendens til at præstere mest muligt exakt arbejde. Det sker naturligvis ved størst mulig intellektuel præstation på det givne område - men det sker også ved, at man beskærer emnet til dén del af det, som kan behandles mest muligt exakt, til dets centrale felt, skærer randområderne af det og dermed kontaktområderne til grænsefelter. Der ligger deri en impuls til at afstikke området ud fra et synspunkt, som ikke er i helhedens interesse, et kvantitativt rekordjageri, som er liså usagligt som en falsk afskæring af området for statistisk materiale. Lad os benytte lejligheden til at lægge mærke til, at størst mulig faglighed ikke nødvendigvis er størst mulig saglighed, fordi områdets mening og betydning er dét, som bør bestemme det, - og en midlertidig mindre exakt behandling af et område kan være vigtigere end en exaktere behandling af et mindre område, på grund af områdets betydning. Denne impuls til yderligere specialisering er ikke sund set fra helhedens synspunkt. Den er en tendens til yderliggående selectivitet, som er usaglig, set fra den bare lidt større sammenhæng. Det er en sygdom. Lad os kalde den selectilis.

3. Så er der en tredie impuls til specialisering hos individerne på tværs af helhedens interesse, den der ligger i, at jo mindre området er, des mindre er arbejdet et spørgsmål om orientering og stadig nyorientering, des mere er det et spørgsmål om automatisk funktion efter et tillært arbejdssystem - des mere er det muligt at arbejde på området uden noen skabende indsats, men ganske automatisk. Denne tendens er heller ikke berettiget eller nødvendig. Den er en sygdom, som det vil være naturligt at kalde automatitis.

4. En fjerde impuls trækker i samme retning. Kvantitetenhævder sig af sig selv, kvalitet skal der indsigt til at bedømme. Man hævder sig lettest ved at skrive de flest mulige, længst mulige, bredest mulige afhandlinger om det mindst mulige. Besættelse af overlægeembeder sker for en stor del efter en målestok, som for så vidt er objektiv, som det er papirvægtens målestok. Lad os kalde denne sygelige uhensigtsmæssige kvantitetsdyrkelse for kvantititis.

5. Og så er der en femte og sidste hovedgruppe af impulser til specialisering. Det er den, som ingen ringere end Julius Cæsar har formuleret mottoet for. På vej til sin kejserværdighed drog han gennem en italiensk landsby og bernærkede tørt: jeg vil hellere være den første i en flække end den anden i Roma. På moderne sprog: hellere en småkonge i det mindst mulige kolonihavebed end en ligestillet medarbejder i det videre menneskelige områdes republik. Og i overensstemmelse dermed deler man områderne op og beskærer sit eget, til man har den ønskede stilling som enevældig autoritet på et område, hvis begrænsning og samhængsløshed i forhold til menneskets verden man kan se 'bort fra og glemme men dog altså en autoritet. Det er en rimelig, en menneskelig tendens, men en tendens hos individerne, som ikke tjener helheden - ud fra dens synspunkt en sygelig kraft, en sygdom: autorititis.

Vi har altså 5 hovedkræfter, som virker til splittelse af helheden: I nødvendig,, som ligger i områdets omfang, og 4 unødvendige, usaglige, sygelige, dem jeg kalder henholdsvis selectitis, automatitis, kvantititis og autorititis.

Helheden.
Hvordan modvirker vi nu disse fire unødvendige splittende tendenser?
Ja, i princippet ved ikke at omgi dem med nogen ufortjent respekt.
Man kan sige, at den yderliggående begrænsning af området gir En tillid til fagmandens arbejde, fordi området er overkommeligt. Og det er jo det, man plejer at sige. Men man kan også sige at den bør gi En mistillid, fordi den gør det umuligt at kontrollere arbejdet på andres områder. Det er det, man plejer at glemme at sige.
Galilei skal ha formuleret to bud, som skulle tjene til at gøre videnskaben exaktere.
For det første: Mål alt, hvad der kan måles.
For det andet: Gør dét måleligt, som ikke er måleligt.

Det er udmærkede bud, men de er udmærket forenelige med, ja de fremmer, den udbredte indstilling, som overvurderer det, som tilfældigvis på det enkelte tidspunkt er måleligt, og som lægger vægten og betydningen på tingene efter dét. jeg synes derfor, for at sættet af bud kan være komplet og udtrykke, uden mulighed for misforståelse, den sunde indstilling, som lå bag Galileis formulering, at der bør tilføjes et tredie bud. Det lyder: Læg ikke mere vægt på dét, som på det enkelte tidspunkt kan måles, end på dét, som tilfældigvis ikke kan det.
Man har et grelt exempel fra belysningsteknikken, En lyskildes reale fysiologiske og psykologiske effektivitet er produktet af to ting: dens fysiske effektivitet, nemlig hvor meget lys der kommer ud af armaturet i sammenligning med, hvad den elektriske pære selv gir, og den følsomhed, øjet indstiller sig på under hensyn til blændingen. Den første størrelse varierer i almindelighed med 10-20 procent for forskellige armaturer. Den anden varierer med mange hundrede procent, idet pupillen trækker sig sammen, og nethinden beskytter sig med skyggende pigment mod blændingen. Men den første størrelse kan måles exakt med luxmetre. Den anden er det vanskeligt at gi et nøjagtigt mål for. Konsekvensen er, at lysteknikere hopper rundt med luxmetre og lægger kolossal vægt på de få procent mere eller mindre fysisk effektivitet, som de viser, mens de generøst ser bort fra de hundreder af procent, som kastes bort ved øjets nedsatte følsomhed.

Albert Engström har givet et godt billede af situationen i en lille historie om en fuld mand, som leder efter sin gadedørsnøgle i lyskredsen under en gadelygt, skønt han har tabt den på den anden side af gaden - men dær er der for mørkt til at søge.
Denne form for saglighed er ganske tydeligt gået for vidt, dog ikke nødvendigvis i grad, men i art og form.
Den form for specialisering, vi bør stræbe efter, er en anden.

En fagmands indsigt på sit område kan sammenlignes med et landkort i stor målestok og med alle detaljer af et begrænset landområde. Men dette kort får kun mening, for så vidt man også har et kort i formindsket målestokk og uden detaljer af den større enhed, den runde jord, med angivelse af specialkortets plads i helheden. Hvad ville man sige om et rejsebureau, som vidste alt om et lands indre forhold, men ikke anede noget om dets plads på verdenskortet.

Jeg har taget videnskaben som exempel, men forholdene gælder med forandringer alle menneskelige specialiseringer. Det er ikke et spørgsmål om tværvidenskabelige møder og kontakter inden for fakulteter eller et helt universitet eller en blot-og-bar udvexling af faktiske oplysninger. Det er et spørgsmål om noget dyberegående, kendskabet til de andres faglige indstilling og ånd.
En specialist kan ikke undskylde sig med den fra keInerfaget så kendte replik: Det er ikke mig, det er min kollega! For det er heller ikke hans kollega.
At holde sammen på helheden er, hvem man så vil betro jobbet i praxis, menneskets uafviselige opgave. I århundreder har den været lagt på de mennesker, som talte og skrev på menneskets vegne, de skønlitterære forfattere. Og de har løst den. De løser den ikke mere.
Vi må huske, at mening i tingene er, som man ville sige i matematikken, ikke nogen additiv egenskab. At der er mening i delene, er ingen garanti for, at der er mening i helheden.

Det er os, det hviler på at kontrollere det og iværksætte, at der blir det.
Det må ske ved, at det store kort, verdenskortet, i lille målestok og uden detaljer, regnes for en nødvendig medhørende del af specialistens udstyr ved siden af det detaljerede kort over specialområdet, og ved at de, som taler og skriver på menneskenes vegne, i lidt højere grad end specialisten virkeligt spænder over helheden.

Kultisme og teknoti.
Langt den største og dybeste kløft i menneskets splittede mosaik-verden i vor tid er en, som deler den i to halvverdner. Det er et skille langt dybere end mellem den såkaldte østlige og vestlige verden eller mellem råkostianere og kødspisere eller tilhængere af højre- og venstre-trafik. Det er et skille mellem to menneskelige indstillinger så forskellige, som om det ikke bare gjaldt to fjernt fra hinanden boende folkeslag, men væsner på forskellige planeter.
Der hænger på min væg et billede, som i sig selv er et kætteri: det er ikke noget oliemaleri. Det er slet ikke noget maleri, det er et fotografi. ja, endnu værre, det er et fotografi af et ikke-menneskeligt motiv. Det forestiller Andromeda-tågen, den store spiral af ca. hundrede milliarder sole, som er den nærmeste stjernetåge til vores eget mælkevejssystem, - De véd, den der ser ud aldeles som fløde i kaffe lige efter at man har rørt rundt.
Der kom en dag en typisk nutidig litterat på besøg hos mig, og da han så det billede, trak han hånligt på skuldrene og sae: At du vil ha sådan noget hængende! Det er jo alt dét, som er ulykken i vor tid! - Og dermed mente han naturligvis naturvidenskabens mineralske og vitaminløse resultater i form af verdensbillede og tekniske konsekvenser.
Det var hans indstilling, at det gale i vor verden, vor tids kultur, var naturvidenskaben, teknikken, industrien, og fejlen og skylden måtte lægges på de andre, d.v.s. fagfolkene på de områder, i dén halvverden.
Jeg tænkte længe over det og spurgte mig selv, om han havde ret.
Heldigvis kom der snart derefter en repræsentant for dén del af verden på besøg. Han gik lige hen og tog en bog af den før nævnte litterat, så lidt på den og sae: Hvad vil du med sådan noget? At folk dog blir ved at skrive om den slags ting i en verden, hvor problemerne ligger på helt andre områder! - Med «den slags ting» mente han menneskenes egocentriske, rodede fornemmelser og følelser, romantiserede - traditionelt eller med omvendt fortegn - som om tankens brug og en bevidst koordineret verden ikke var opfundet eller ikke var en ånd værdig og skulle ties ihjel.
Disse to reaktioner antyder de to forskellige indstillinger, hvori mennesket i vor tid er kløvet, de to, som man kan betegne med ordene kultisme og teknoti - de som repræsenteres af de to mennesketyper, som man kan kalde henholdsvis: kultister og teknoter.
Kultisterne er dem, som repræsenterer humaniora, kultur, litteratur, kort sagt åndsarbejderne. De sætter en ære i at ikke forstå fx. relativitetsteorien - så grundigt at de end ikke aner, hvor den ligger eller hvad den angår os. De føler sig åndelige, åndfulde, thi ånd indgår jo i navnet på deres område: åndsvidenskaberne. De føler sig kulturelle, fordi de beskæftiger sig med kultur, som om dét var nogen garanti, som om kultur var noget, der groede på kultur og var alt for fint til at ha egne rødder direkte i jorden - dét man botanisk ville kalde en parasit. Som om den menneskelige videns udvikling helst skulle være standset for et par århundreder siden, og alt det senere tilkomne var noget mennesket uvedkommende, mineralsk og vitaminløst, og som om det var teknoternes skyld, at det var sådan.
På den anden side har vi teknolerne, som skærer opgaven til, efter hvad deres åndelige redskaber lettest kan behandle. Som gør sig til robot'er - ja, ingen fornærmelse mod elektronmaskinerne! - jeg mener: til meget primitive robot'er, og lader som om, kun de forenklede problemer existerede, og smiler genert, når der tales om menenskelige sider af problemerne.
Albert Einstein karrikerede engang denne indstilling, da han efter at ha set en ballet udbrød: ja, det er smukt, men hvad beviser det?
Kultister og teknoter kan defineres på forskellige måder.
Kultister bygger videre på den existerende kultur. De er ifølge deres områdes væsen traditionelle, ikke kritikløst traditionelle, men de arbejder på grundlag af og omformer traditionen.
Teknoter er kulturløse i den forstand, at deres emne og grundlag ikke er kultur. De er traditionsløse, de har deres egen kontakt med naturen. De har egne rødder i jorden, og de må ofte finde sammenhænge, som er kætterske og utraditionelle.
Menneskets forståelse af problemerne - den forudsætter begge indstillinger og i kontakt med hinanden.
Så længe de praktisk talt kun existerer hver for sig, er de menneskeligt meningsløse.
Sat på spidsen:
Kultisterne er dem, som kender målet, men ikke midlerne.
Teknoterne derimod er dem, som kender midlerne, men har tabt målet af syne.
Tyngdepunktet af problemerne er gledet fra kultisterne til teknoterne.
Endnu mere tilspidset kan man karakterisere arbejdsdelingen sådan: Kultisterne kan udtrykke sig, men de har ikke noget at udtrykke. Teknoterne har noget at udtrykke, men herrejemini, så de ikke kan udtrykke det.

Hvordan opstod kløvningen?
Hvordan er denne kløvning opstået, som deler mennesket i to?
Ja, den begyndte år 1610, da Galilei for første gang rettede sin kikkert mod himmelen og startede den lavine af direkte naturiagttagelser, som omkalfatrede verdensbilledet.
Den fortsatte 100 år senere, da naturvidenskaben afføder en teknik, endnu i de gamle værksteders snævre rammer, men i en ny ånd og på et nyt frugtbart grundlag.
Og den forlængedes ud i det store format ca. et århundrede senere med udviklingen af storindustrien. Der kom dermed pludseligt, og eruptivt, et nyt moment ind i menneskekulturen.
Vores verden fordobledes og forøgedes med en ny ukendt halvdel. Mennesker med sans for dén virksomhed tog den nye side op.
Hvordan kom det til at påvirke den menneskelige orientering, helheden i menneskeånden? Hvordan reagerede dén del af menneskene, som hidtil havde varetaget de kulturelle områder?
Lad os som exempel ta det skrivende menneske. Det var og er skribentens opgave at repræsentere den menneskelige indstilling, som ikke sorterer under nogen af specialisterne, at holde sammen på delområderne, repræsentere den helhed, som alene gir delene mening.
Der var på forhånd to muligheder. De kulturelle, repræsenteret ved de skrivende, hvis område hidtil var hele det existerende, kunne ha fulgt deres opgaves væsen: de kunne ha udvidet deres revir med det nye område. Men de valgte frivilligt den anden mulighed, at la deres område bestemme af det ydre, konkrete, det som var af den art, de var vant til. De afviste det nye område.
Da horisonten blev udvidet, valgte de kulturelt orienterede at blive ved deres vante del og kun omfatte den halve rundhorisont. - De valgte at lade som om den nye halvdel ingenting var.
Det reducerede deres job fra det vigtige at få helhed på det hele til det knapt så meningsfulde at få helhed på det halve.
Der er mange grunde til dette, - men ingen som berettiger det.
Det var svært at se fra begyndelsen, hvor stor betydning den nye halve verden skulle få, og da mange kunne se det, var det svært at sadle om.
Det går sjældent efter ånden og den store linje i tingene; der er altid en tilbøjelighed til at fortsætte efter de små ydre og konkrete kendetegn.
At ta det nye med ville kræve den spændstighed at antage, ved siden af den gamle, en helt ny indstilling til tingene.
Og foruden dette kvalitative: naturligvis det kvantitative: assimilationen af det nye kundskabsmateriale.
Og endelig endnu en væsentlig, meget vigtig effekt: den irrationelle fornemmelse af, hvad der er En selv og Ens eget, og hvad der er de andre og de andres, en fagforeningseffekt, som er farlig, når den ikke kommer frem på overfladen, en lokalpatriotisme og chauvinisme, som tenderer til at konsolidere enheder og grænser udover al fornuft og på tværs af al mening.
De kræfter som virker mellem menneskegrupper, er muligvis af materiel, muligvis af rationel art i gruppens velforståede interesse. Men de linjer, hvorefter grupperne dannes og opretholdes, er tit ganske irrationelle og meningsløse. Og dén grænsedragning er ofte langt det vigtigste. Det gælder dannelsen af grupper og modgrupper internationalt. Og det gælder inddelingen af menneskeheden i såkaldte racer - som slet ikke biologisk er racer - og følelsen af samhørighed inden for den enkelte race og modsætningsforholdet til de andre.

Vi i den såkaldte hvide race ville gøre klogt i at ikke føle os solidariske bare med hinanden, men understrege vores samhørighed med hele menneskeheden og søge ved vores åbenhed at gøre det muligt for den øvrige, størstedelen af menneskeheden, at akceptere os som simpelthen medmennesker.

Man taler om den oplyste enevælde. Man taler ikke om det oplyste demokrati. Det er måske fordi det ikke existerer. Det er ingen grund til ikke at tale om det. Det er en grund til at efterlyse det.

Kultisterne må ha følt eller ubevidst handlet efter, at den nye naturvidenskab var noget fremmed, et fremmed område som var varetaget af mennesker, som ikke var fagfæller. Men denne holdning var ikke bare virkning af de nye tings fremmed,hed, den var også årsag til dem. Den forårsagede selv skillet og fik det til at gro i vexelvirkning med en tilsvarende holdning hos naturvidenskabens dyrkere.
I ingen af tilfældene ligger skillet i tingenes væsen.
Det ligger i vores mangel på evne til at indstille os efter virkeligheden. Vores mangel på evne til at undgå at føres på vildspor af egne tilfældige begrebsrammer, som vi umiddelbart, skidtvigtige som de parvenuer vi er i åndens verden, projicerer ud i det absolutte.
Man kan sige: mennesket er det dyr, som selv slår de streger, det selv falder over.

Det som forener.
Min egen erfaring fra min vej gennem områder både i den kulturelle og den tekniske halvverden har givet mig et overvældende indtryk af, hvor ens virksomhederne er bag overfladen og etiketterne, og hvor lidt de behøver at føre til dannelsen af to halve menneskeverdner.
Jeg havde den oplevelse at komme direkte fra det svenske kunstakademi til studier på atominstituttet ved Københavns universitet, og efter at have truffet skabende kunstnere fra mange lande at træffe de fleste af vor tids store fysikere og lære dem at kende personligt og i deres arbejde.
Det, som måtte slå En i den situation, var, i hvilken grad den skabende proces er den samme hos de skabende videnskabsmænd og hos kunstnerne.
Det typiske på alle områderne er, at det nyskabte ikke fremkommer ved klare explicite spørgsmål og problemstillinger, som helt kan adskilles fra svaret og løsningen. Når man kan stille opgaverne sådan, er løsningen af dem rent tabelarbejde, og det, som fremkommer, er ikke noget nyskabt. Det typiske for den skabende proces er nyorienteringen til emnet. Det er dén åndelige funktion, som fremfor alle andre gør os til mennesker, og det er den, som elektronhjernerne sidst, om nogensinde, vil erobre fra os.
Forståelse af tingenes enhed uanset områderne bør kunne medvirke til at lægge yderligere vægt på det, som forener i modsætning til det, som skiller.

Tre teser.
Jeg skal resumere hovedtanken i tre teser.

1. Der er to store fundamentale tavse teorier i verden. Den ene sir, at verden ikke 'hænger sammen. Den anden sir, at den gør det. Den første er gal, den anden er rigtig.I vor specialisering handler vi stiltiende efter den første. Den gale. Vor tids specialisering gør simpelthen tingene meningsløse. Vi kan vanskeligt tro det - for se hvor meget grundigt, omhyggeligt arbejde der udføres! Det er svært at tro, man kan være så faglig uden at være realt saglig.
2. Det er helt unødvendigt at der ikke er sammenhæng i helheden. Det som er galt er ikke specialiseringens grad - det er dens art.
3. Der er én særlig dyb og væsentlig spaltningslinje gennem menneskets verden. Det er dén som deler vor verden i to: den naturvidenskabeligetekniske og den humanistiske-kulturelle.

Grundstoffet urans atomkerne kan som bekendt bringes til at dele sig i to mindre atomkerner, som er kernerne af to helt andre grundstoffer. Det er det, som er sket med menneskeåndens verden. Den har været instabil på grund af sin størrelse og pludselige væxt, og vi har ikke passet på at forhindre den i at dele sig i to, ja, vi har knapt nok gjort os klart, at det er sket. Men det er en kendsgerning. Og de to verdener, den har delt sig i, er ikke menneskeverdener.

Menneskets åndelige verden har gennemgået den proces, som man i fysikken kalder en fission,
en spaltning, en kløvning i to nye helheder, som er noget helt andet.
Konsekvensen af den kløvning er, at den tekniske ende af problemerne behandles med stor omhu og præcision og den menneskelige negligeres.

Tyngdepunktet er flyttet over i den ny halvverden, teknotiens.
Ikke for teknikkens skyld; ikke for at lægge mer vægt på teknikken; ikke for at få mer teknik, men for menneskenes skyld - må vi bringe disse to halvdele af vor verden til at nærme sig til hinanden ... til at smelte sammen til én. Med dét ene formål: igen at gøre menneskets verden hel.
Jeg vil gerne slutte med to vers fra en kantate, jeg har skrevet til Danmarks Tekniske Højskole. Kantaten hedder «Ørsteds Hus», og disse vers hentyder til H. C. Ørsteds udtryk «ånden i Naturen».

Teknik har mål, som ikke er teknik.
Opgaven selv er videre og større.
Svigt ikke dén og bring jer på det tørre
i infantil meccano-romantik.
Malmen, cementen, olien og stålet
er bare midler. Mennesket er målet.

En tid, hvis fødder er af jern og ler:
stor vid og viden i naturens sfærer
og ringe kløgt på menneskets affærer
venter et værk, vi endnu ikke ser.
I har naturens kræfter. Har I ånden,
da bærer l en håbets jord i hånden.


Summary.
Technocy and Cultism.

The lecture was originally given at the request of an organization under <<Akademiet for de Tekniske Videnskaber>>, i.e. The Academy of Technical Sciences in Copenhagen in 1957, later at the <<Atomic Institute>>, the <<Domus Medica>> and in the <<PEN-Club>>, and developed during the discussions that followed.

The extreme specialization in our civilization often depriving the work of the specialist of all sense because of its lack of coordination with the greater unity of human activity - is necessary in degree, but not its present form. Not only the sum total of human knowledge tends to isolate the various fields of specialization from one another, but also 4 other forces not inherent in the question itself, but less respectable, being nourished by the short-sightedness and egotistic <<interests>> of the specialists, and by our exaggerated respect for them. These diseaser may be termed: selectitis, automatitis, quantititis and authorititis. They should be combated by revealing their true nature, and by recognizing the fact, that an indispensable part of the work of any single specialist is to coordinate his field into the wider unity of human, knowledge and activity.

By far the widest chasm in our world to-day is that between the two main groups of fields of specialization and the two corresponding orientations: the scientific-technical and the humanistic-cultural,
- Technocy and Cultism.

When, from the time of Galileo, experimental science, introducing a direct contact with nature, doubled the human horizon, those in charge of our culture and responsible for the unity of our knowledge refused to assimilate the new half-horizon. They reduced their task from the very important function of establishing ~holeness of the whole>> to the less meaningful activity of keeping <<wholeness of the halb. The consequence has been a complete splitting of the human orientation into two parts. The Cultists build on traditions, the Technotes are open to new heretical revelations of the connections between things in the forld around us. The cultists know the goal, which is man, but don't keep à jour with the means. The technotes know the means, but have lost sight of the goal. The cultists can express themselves, but have nothing to express. The technotes have got something to express, but are unable to express it. Yet only in close combination do these two attitudes make any sense.

Three theses.

1. There are two fundamental silent theories. The one says that things don't hang together; the other one says that they do. The first theory is wrong. The other one is right.

2. There is no foundation for the supposition that there should not be any unity in the whole of human knowledge and activity. What is wrong is not the degree of specialization, but its character.

3. The point of gravity has moved from the cultists to the technotes. Not for the sake of technology, but in order to humanize it and give it its proper place in our world we shall be obliged to follow after our escaped point of gravity and bridge the gap between Technocy and Cultism, thus fusing these two into one entity, making the human world whole again.